I dette fængslende værk svømmer det tidlige morgenlys i facaden af Rouen-katedralen i bløde nuancer, som indbyder tilskuere til en drømmende fortolkning af virkeligheden. Den æteriske kvalitet af lyset fanger et fredeligt øjeblik, som om verden hvisker gennem den subtile overgang til daggry. Katedralens prydede strukturer er afbildet i delikate blå penselstræk, blandet med nuancer af varme gule og blide rosa – og skaber en fortryllende harmoni, der fascinerer øjet.

De buede former af den gotiske arkitektur væves sammen med den bløde farvemyldring, og formidler en følelse af bevægelse og flydendehed. Monets teknik med løse penselstræk afslører en følelsesmæssig dybde, der får katedralen til at fremstå næsten efemær – et forbigående minde om et bestemt øjeblik i tiden. Dette maleri viser ikke kun hans dygtighed i lys og farve, men også kunstnerens ønske om at fange naturens essens. Den historiske betydning af dette værk ligger i dets forbindelse til impressionismen, hvor kunstnere begyndte at søge nye måder at fremstille lys og atmosfære på, langt fra traditionelle repræsentationer. Monets tilgang forvandler et ordinært arkitektonisk tema til en oplevelse – en, der vækker ro og eftertænksomhed, og inviterer os til at stoppe og observere skønheden i det ordinære.