I dette eteriske mesterværk transporteres betragteren til en tåget, rolig morgen ved Seinen, med kirken i Vernon svævende i baggrunden. Kunsterens penselstræk er levende med bevægelse; hvert stræk fanger de milde hvisken fra daggryet. Bløde, gråblå nuancer væver sig ind i hints af grønt, hvilket skaber en næsten drømmetilstand; farverne blandes uden anstrengelse, hvilket fremkalder skønheden af det tidlige morgenlys. De uklarte konturer af kirken og træerne kaster refleksioner på vandets overflade og udvisker grænserne mellem virkelighed og fantasi. Hele scenen føles som et blidt suk fra naturen, der vågner — de bløde lyde af vand, der klapper mod bredden, og fuglene, der synger stille, forstærker denne fredelige atmosfære.

Monet omfavner et unikt samspil mellem lys og farve og fejrer naturens flygtige øjeblikke. Den bevidste uklarhed i kompositionen inviterer til refleksion; tiden synes at stå stille, hvilket vækker følelser af nostalgi og fred. Som betragter kan man næsten føle friskheden af tågen på huden, lugte den fugtige jord og høre raslingen fra bladene. Dette værk indkapsler essensen af impressionismen ved at fokusere på den overordnede følelse fremfor detaljer og fremmer et personligt bånd til landskabet og dets blide følelser.