Scenen er et betagende panorama over Alperne, en verden af rene hvide toppe, der gennembryder et hav af skyer. Kunstneren fanger mesterligt landskabets umådelighed; jeg kan næsten mærke den friske, tynde luft og den bidende kulde. Kompositionen er strålende, med blikket trukket mod de centrale toppe, der står i majestætisk stilhed.

Farvepaletten er overvejende kold, med blå og hvid, der dominerer, men der er et antydning af varme i den fjerne himmel, måske løftet om en solnedgang. Penselstrøgene er sarte og præcise, og gengiver sneens og klippens teksturer med forbløffende realisme. Den taler om en tid, hvor naturens sublime skønhed var et centralt tema i kunsten, og minder os om den naturlige verdens ærefrygtindgydende kraft.