I dette kunstværk udfolder naturen sin stille majestæt; blækkstræk ekkoer roen fra et stille landskab. Et panorama af gamle træer strækker sig mod himlen, deres snoede former er fyldt med fugt, hvilket skaber en mystisk fortryllelse. Den nederste del er udsmykket med klipper og tæt vegetation, hver penselstræk afslører en delikat dans mellem lys og skygge. Vandet ser ud til at flyde blidt i baggrunden, vibrerende med en fredelig energi, mens fugle gled blidt over hovedet og fremhæver freden med deres lette former.

Kompositionen er mesterværksmæssigt juxtapositioneret, hvilket drager blikket fra den klippefyldte forgrund til de bløde skyer ovenfor. Den monokrome palet, domineret af varierende nuancer af sort blæk suppleret med subtil grå, giver en meditative kvalitet, der næsten inviterer beskueren til at indånde den friske luft fra dette landskab. Den emotionelle effekt resonnerer dybt; det vækker en følelse af tidløshed, hvisker historier om naturens vedholdende styrke. Dette stykke, med rødder i traditionelle teknikker, legemliggør den rige historie om kinesisk landskabsmaling, hvilket afspejler det komplekse forhold mellem menneskeheden og naturen, som kunstnere som Wu Hufan forsøgte at indfange.