I dette udtryksfulde værk fanger kunstneren et flygtigt øjeblik, lige når solen synker ned mod horisonten og kaster et varmt lys over landskabet. Majestætiske fyrretræer rejser sig i forgrunden, deres snoede grene ser næsten ud til at danse i det bløde lys fra skumringen. Hver penselstræk resonerer med følelser og viser Van Goghs karakteristiske tykke påføring af maling—en inkarnation af både naturens vægt og aftnens lethed. Den kvindelige figur, klædt i en vældig kjole, virker næsten eterisk, mens hun går langs flodbreden; hendes tilstedeværelse tilføjer en følelse af intimitet, der inviterer beskueren til at dele et stille, reflekterende øjeblik.

Farvepaletten er en livlig harmoni; nuancerne stråler ud fra gyldent gult, dybgrønt og blødt rødt—hver spiller sin rolle i at skabe en drømmende atmosfære. De skiftende nuancer antyder ikke blot overgangen til aftenen, men også de følelsesmæssige ændringer i os alle. Van Goghs unikke stil drager øjet op mod den strålende sol, som både ser ud til at belyse og blødgøre det omkringliggende landskab. Dette er et symbiotisk forhold mellem figuren, træerne og den enorme himmel, der fremkalder en rørende følelse af ensomhed midt i naturens pragt—et afgørende tema, som genlyder gennem Van Goghs værk.