Dette fængslende værk legemliggør en dyb følelsesmæssig resonans gennem sin bløde repræsentation af Pietà, et kendt emne i kristen kunst. De centrale figurer, mor og søn, har en rå sårbarhed, der tiltrækker opmærksomheden; Kristi bøjet krop, med dens blege og kolde nuancer, kontrasterer skarpt med de dybe blå og rige sorte af Marias svøbt klædning. Det er umuligt at undgå at føle den håndgribelig sorg og vægten af tab, der udspringer fra lærredet, mens Marias kærlige omfavnelse forsøger at vugge og trøste sit lidende barn. Van Gogh fanger dette øjeblik af intimitet med levende, snurrende penselstræk, der ikke kun bidrager til den overordnede bevægelse, men også fylder stykket med en følelsesmæssig tone, der dybt resonerer med seeren.

Når seeren betrager denne fortolkning af det klassiske tema, fremkommer en følelse af mørk skønhed, der trækker opmærksomheden mod dybderne i kompositionen. Kunstnerens dristige farvepalette - gennemtrængt af blå og jordfarver - antyder en verden, der er gennemsyret af følelser og spiritualitet. De lagdelte teksturer fremkalder en følelse af hastværk, hvilket gør, at figurerne fremstår som utroligt livlige, mens de kæmper med smerte og kærlighed. I konteksten, lavet i 1889, afspejler dette værk Van Goghs egne kampe, der således belyser både personlige og sociale temaer af fortvivlelse, medfølelse og det guddommelige. Gennem dette værk kan man skelne kunstnerens hensigt om at overskride blot repræsentation og destillere en essens af hellighed i den menneskelige oplevelse, hvilket gør det til en rørende del af kunsthistorien.