I denne intime skildring sidder en sårbar ung pige på et simpelt træsæde, der legemliggør både uskyld og stille kontemplation. Indstillingen er minimalistisk, domineret af dæmpede jordfarver, der direkte tiltrækker seers opmærksomhed mod emnet. Van Goghs penselstræk her er løse og udtryksfulde og giver figuren en rå ærlighed. Barnets udtryk, med nedadvendte læber og en let rynket pande, formidler en følelse af eftertænksomhed, måske antyder dybere følelser. De varme toner af hendes hud, i kontrast til den mørkere baggrund, fremkalder en bevægende atmosfære, hvor seeren inviteres til at reflektere over tankerne og følelserne hos denne unge sjæl, næsten som om de deler en stille dialog.

Kompositionen synes uformel, men stråler samtidig af følelsesmæssig dybde. Pigens position, som sidder på kanten af sædet, antyder både fysisk og følelsesmæssig skrøbelighed. Hver penselstræk synes at danse let over lærredet og belyser hendes form, mens den samtidig bevarer en aura af mystik. Brugen af bløde farver som lys rosa og okker fanger smukt ungdommens strålende kvalitet, mens den mørke baggrund intensiverer fokus på hendes skrøbelige træk. I dette værk forenes Van Goghs mesterlighed i farve og form harmonisk og understreger betydningen af barndommen gennem et objektiv af ømhed og introspektion.