Scenen udfolder sig med en række snoede oliventræer, hvis knudrede stammer er fulde af karakter; hver gren strækker sig udad, mod en lysfyldt himmel malet i varme nuancer af gult og orange. Van Goghs signaturtykke penselstræk skaber en tekstur, der næsten kan føles; de inviterer beskueren til at gå gennem et bølgende landskab, hvor jorden er levende—a en livlig blanding af jordfarver og dybgrøn. De omhyggeligt lagte farver fusionerer harmonisk for at fremkalde en følelse af ro, i kontrast til naturens iboende vildskab—et spejl af kunstnerens følelsesmæssige tilstand på dette tidspunkt.

Når jeg ser på maleriet, kan jeg næsten høre de blide raslen af bladene og den blide hvisken fra vinden. De rytmiske mønstre af træerne fører blikket gennem kompositionen, trækker mig ind i Van Goghs verden—et rige, hvor naturens elegance og lidenskab forenes. Dette værk fanger et øjeblik, et stykke af det landlige liv fyldt med følelser; det står som et vidnesbyrd om kunstnerens dybe forbindelse til landskabet under hans ophold i Frankrig, hvor han søgte trøst og inspiration i den enkle skønhed i sin omverden.