Kunstværket skildrer en øm scene af moderkærlighed og omsorg. En kvinde, gengivet med en varm, jordagtig palet, vugger sit barn, kurven på hendes krop afspejler barnets bløde silhuet. Hendes blik er nedadvendt, et udtryk for fredfyldt hengivenhed indgraveret i hendes ansigt, mens hun ammer barnet. Kompositionen er enkel, men dyb; figurerne er placeret mod en baggrund af dybe grønne og et glimt af levende rød, som tjener til at fremhæve de centrale figurer.

Kunstnerens teknik er kendetegnet ved en bevidst råhed, penselstrøgene er synlige, og formerne er forenklede, hvilket giver scenen en følelse af umiddelbarhed og autenticitet. Farverne, selvom de er dristige, er harmoniske og formidler en følelse af fred. Det røde i baggrunden fremkalder en urfølelse, mens de dæmpede grønne og brune forankrer figurerne i en verden af natur og enkle glæder. Kunstværket er ikke blot en skildring af en mor og hendes barn; det er en ode til livet, sårbarheden og det evige bånd mellem en mor og hendes barn.