Emile Claus

Emile Claus (1849–1924) står som en central figur i belgisk kunst, fejret som den førende fortaler for luminismen, en distinkt variant af impressionismen. Født i Sint-Eloois-Vijve, Vestflandern, viste Claus tidligt en passion for tegning og gik på Waregem Akademi trods sin fars indledende forbehold over for en kunstnerisk karriere. Efter korte perioder i andre fag fulgte han formel uddannelse på Antwerpens Kunstakademi fra 1869 til 1874 under landskabsmaleren Jacob Jacobs og vandt hurtigt det lokale borgerskabs gunst. Hans tidlige værker var præget af realisme og skildrede ofte genrescener og portrætter, hvilket afspejlede de akademiske traditioner i hans uddannelse.

Et markant vendepunkt i Claus' karriere kom med hans stigende eksponering for fransk impressionisme, især Claude Monets værker, som han mødte under rejser til Paris i 1890'erne. Denne indflydelse, kombineret med opmuntring fra hans ven, forfatteren Camille Lemonnier, styrede Claus væk fra streng naturalistisk realisme mod en mere lysfyldt stil. Hans ægteskab i 1886 med Charlotte Dufaux faldt sammen med hans stigende kunstneriske og økonomiske succes. Nøglemalerier fra denne overgangsperiode, såsom "Hanekamp i Flandern" (1882) og "Frokosten i det grønne" (1887), sidstnævnte købt af den belgiske kongefamilie, viste hans udviklende tilgang. Hans virkelige stilistiske skift blev tydeligt med banebrydende værker som "Roeslåningen" (1890) og "Isfuglene" (1891), der markerede hans afgørende omfavnelse af luminismen.

Claus blev kendt som "solmaleren" og "maleren af Leie" for sin mesterlige skildring af lys og dets virkninger på landskaberne og livet på landet langs floden Leie, hvor han bosatte sig i Astene. Hans luministiske stil var kendetegnet ved en levende palet og et fokus på at fange lysets flygtige kvaliteter, ofte gennem brudte penselstrøg og en pointillistisk-inspireret teknik. I 1904 var han medstifter af kunstnergruppen "Vie et Lumière" (Liv og Lys) for at fremme denne kunstneriske vision. Mesterværker som "Køer krydser Leie" (1899) eksemplificerer hans evne til at formidle den glitrende atmosfære og lysets samspil på vand og figurer. "Roeslåningen", et monumentalt værk, der skildrer bønder på en frossen mark, blev så ikonisk, at hans enke donerede det til Deinze på betingelse af, at der blev bygget et museum for det, nu Museum van Deinze en de Leiestreek.

Udbruddet af Første Verdenskrig tvang Claus i eksil i London fra 1914 til 1919. I denne periode skabte han en bemærkelsesværdig serie malerier, der fangede udsigten over Themsen, såsom "Waterloo Bridge i London" (1918). Disse værker, ofte omtalt som "refleksioner på Themsen", betragtes som hans mest traditionelt impressionistiske og minder om Monets tidligere skildringer af byen. Da han vendte tilbage til Belgien, fandt Claus, at kunstverdenen havde bevæget sig mod ekspressionismen, og hans engang så fremtrædende berømmelse var noget aftaget. Ikke desto mindre blev en sidste oversigtsudstilling i Bruxelles i 1921, der især præsenterede hans London-værker, godt modtaget af offentligheden.

Claus' tekniske dygtighed var bemærkelsesværdig og demonstrerede en stor variation i penselføring – fra fine undertegninger til energiske pointillistiske prikker og streger, lange elastiske strøg og finurlige arabesker, alt sammen påført med præcision og hastighed. Han blev kaldt "Flanderns stærkeste arbejder" af Stijn Streuvels for sin flittige og synlige påføring af maling. Hans palet, rig på cadmium, kraplak og blå, sigtede altid mod at skildre lys indirekte, gennem dets virkning på genstande og skygger, snarere end lyset selv. Selvom han ikke var en åbenlys samfundskritiker, formidlede hans malerier dyb empati for bondelivet og det hårde arbejde på hans tid. Hans Villa Sunshine i Astene, med haver og udsigt over Leie, blev en konstant inspirationskilde for hans lysfyldte lærreder.

Emile Claus døde i Astene den 14. juni 1924, og hans sidste ord siges at have været "Bloemen, bloemen, bloemen" ("Blomster, blomster, blomster"), en gribende afspejling af hans livslange kærlighed til naturen og skønheden. Dagen før sin død havde han malet en pastel af en buket blomster sendt til ham af dronning Elisabeth af Belgien. Han blev begravet i sin egen have i Astene, og hans arv som pioner inden for belgisk luminisme lever videre. Året 2024 markerer både 100-årsdagen for hans død og 175-årsdagen for hans fødsel, fejret som "Claus-året" i Deinze, hvilket bekræfter hans status som lysets mester og en nøglefigur i belgisk kunsthistorie.