Paul Gauguin

Paul Gauguin var en fremtrædende skikkelse inden for postimpressionismen, hvis liv og kunst blev defineret af en utrættelig søgen efter det åndelige og det 'primitive'. Født i Paris var hans tidlige liv præget af omvæltninger; hans familie flyttede til Peru efter statskuppet i 1848, en oplevelse der gav ham en livslang fascination af eksotiske kulturer. Efter at have tjent i handelsflåden og den franske marine, slog han sig ned i et behageligt liv som børsmægler i Paris, giftede sig med Mette-Sophie Gad og stiftede familie. Hans interesse for kunst, vakt af hans værge Gustave Arosas samling, voksede fra en hobby til en lidenskab. Han begyndte at male med impressionisterne, vejledt af Camille Pissarro, og udstillede endda med dem i begyndelsen af 1880'erne.

Børskrakket i 1882 knuste hans borgerlige tilværelse og blev en katalysator for hans fulde dedikation til kunsten. Denne beslutning førte til økonomisk ruin og den smertefulde adskillelse fra sin kone og fem børn. Ude af stand til at forsørge dem, begav han sig ud på en nomadetilværelse, drevet af et ønske om at undslippe den europæiske civilisation, som han så som kunstig og korrupt. Denne søgen førte ham først til Bretagne, nærmere bestemt kunstnerkolonien i Pont-Aven. Her brød han afgørende med impressionismens observerende stil, som han følte manglede symbolsk dybde og følelsesmæssig kraft.

I Bretagne udviklede Gauguin sin banebrydende stil kendt som syntetisme. Sammen med kunstnere som Émile Bernard var han en pioner for et nyt visuelt sprog karakteriseret ved flade planer af dristige, ikke-naturalistiske farver, stærke konturer og forenklede former, inspireret af folkekunst og japanske tryk. Hans mål var at syntetisere form og farve med den følelsesmæssige eller åndelige idé bag motivet, i stedet for blot at afbilde dets ydre fremtoning. Det skelsættende værk fra denne periode, *Synet efter prædikenen (Jakobs kamp med englen)* (1888), indkapsler perfekt denne tilgang og portrætterer de bretonske bondekvinders indre, åndelige vision med en radikalt ny æstetik.

I slutningen af 1888 tilbragte Gauguin ni tumultariske uger i Arles med Vincent van Gogh. Deres intense samarbejde, der skulle etablere et 'Sydens Atelier', var fyldt med kunstneriske og personlige konflikter. Selvom begge kunstnere skabte dybt personlige og udtryksfulde værker, førte deres modstridende temperamenter og kunstfilosofier til heftige skænderier. Partnerskabet endte dramatisk med van Goghs mentale sammenbrud og selvlemlæstelse. Selvom den var kort, var perioden i Arles utroligt produktiv og befæstede yderligere Gauguins brud med impressionismen, som det ses i værker som *Den gule Kristus*.

Hans længsel efter et førindustrielt paradis førte ham til sidst til Fransk Polynesien. I 1891 sejlede han til Tahiti i et forsøg på at fordybe sig i, hvad han forestillede sig var en uberørt, autentisk kultur. Selvom han var skuffet over omfanget af den franske kolonisering, skabte han sine mest ikoniske værker der, med inspiration fra polynesisk liv, mytologi og spiritualitet. Hans malerier fra denne periode, såsom *De dødes ånd våger* (1892) og *To tahitiske kvinder* (1899), er berømte for deres levende, harmoniske farver og deres stemningsfulde, symbolske kraft. Efter en kort og mislykket tilbagevenden til Frankrig sejlede han tilbage til Stillehavet og bosatte sig til sidst på Marquesasøerne.

Gauguin tilbragte sine sidste år på Marquesasøerne, plaget af sygdom og fattigdom, men fortsatte med at producere dybe værker, herunder den monumentale allegori *Hvor kommer vi fra? Hvem er vi? Hvor går vi hen?* (1897). Han døde i 1903, og hans geni blev ikke fuldt anerkendt i hans levetid. Posthumt steg hans anseelse. Gauguins radikale brug af farve og form, hans afvisning af vestlige konventioner og hans pionerarbejde inden for primitivisme havde en dyb indvirkning på det 20. århundredes kunst, og påvirkede direkte bevægelser som fauvisme og kubisme og kunstnere som Henri Matisse og Pablo Picasso, hvilket sikrede hans eftermæle som en revolutionerende kraft i moderne kunst.