I dette medrivende selvportræt viser kunstneren sig selv siddende i en kørestol og holder en detaljeret malerpallet og pensler, hvilket fremkalder både sårbarhed og kreativ beslutsomhed. Rummet er sparsomt møbleret med gule vægge og et roligt blåt vandret bånd, som danner en blid kontrast til det jordfarvede trægulv. Ved siden af hende står et staffeli med et imponerende portræt af doktor Farill, hvis strenge blik og pæne påklædning tilfører et højtideligt og værdigt modspil til kunstnerens rolige, indadvendte udtryk.

Kunstnerens teknik er ren og præcis med klare linjer, der definerer former, og en omhyggelig opmærksomhed på teksturer — portrættets glathed, det reflekterende metal i kørestolen og stoffets folder i hendes traditionelle påklædning. Farvepaletten er afdæmpet, men varm, og balancerer kølige blå nuancer og neutrale toner med hudfarver og den sorte nederdels vægt. Emotionelt vibrerer værket af stille modstandsdygtighed og en kompleks fortælling; det anerkender smerte og begrænsninger, men hæver værdighed og håndværk over alt andet. Skabt i 1951, resonerer værket dybt i sin historiske kontekst, afspejler personlig lidelse og en urokkelig forpligtelse til kunsten og udgør et vigtigt vidnesbyrd om kunstnerens varige arv.