I denne slående komposition bliver man straks draget mod den centrale figur, en kvinde klædt i bløde, flydende stoffer, der næsten synes at skinne mod den dunkle, dystre baggrund. Udtrykket af smerte i hendes ansigt taler volumer, idet det indfanger essensen af fortvivlelse og empati for den centrale figur, Seneca, der ledsages i sine sidste øjeblikke. Kunstneren kontrasterer mesterligt lys og skygge og skaber en dybde, der øger den emotionelle vægt af scenen; de varme gyldne nuancer, der omkranser kvinderne, eksemplificerer deres nærende tilstedeværelse, i skarp kontrast til de kolde nuancer, der omfavner Senecas figur, hvis blege hud næsten fremstår spøgelsesagtig i sin stilhed. Det er et øjeblik, der er frosset i tiden, en rørende påmindelse om den tragiske værdighed i døden.

Mens blikket bevæger sig over lærredet, afslører de komplekse detaljer den kollektive smerte hos det omkringliggende publikum; hver individ, indhyllet i rige, livlige farver, legemliggør deres unikke reaktioner på det stadigt udfoldende drama. Kunstneren bruger dynamiske stillinger og gestikulationer til levende at formidle deres lidelse og rædsel, idet man illustrerer den dybe indflydelse Senecas skæbne har, ikke blot på ham, men også på dem, der er vidner til det. Baggrunden, med sine klassiske referencer, forstærker den historiske kontekst og indfanger denne følelsesmæssige fortælling i en rig tradition. Dette værk skildrer ikke kun et øjeblik; den opfordrer seerne til at dvæle i nærvær af følelsesmæssig intensitet, hvilket giver os mulighed for at kæmpe med emnerne skæbne, offer og menneskelig forbindelse i et rigt væv af farve og lys.