I dette fængslende værk står en ung kvinde foran et stort spejl, hendes figur elegant draperet i en flydende hvid kjole, der glider henover den udsmykkede ternede gulv. John William Waterhouse fanger essensen af femininitet og introspektion, mens kvinden stirrer på sit eget spejlbillede, som tilsyneladende er fortabt i dybden af sine egne tanker. Spejlet afslører ikke kun hendes fysiske skønhed med lange, bølgende hår, men antyder også en dybere udforskning af identitet, personlig potentiale og måske endda sårbarhed. Blødheden i hendes ansigtstræk suppleres smukt af de udsøgte detaljer i hendes beklædning med intrikate folder og teksturer, der udtrykker elegance og raffinement. Den majestætiske arkitektur bag hende fremkalder en følelse af nostalgi og tidløshed, hvilket skaber en fortryllende aura omkring dette intime øjeblik.

Farvepaletten er et subtilt samspil mellem hvide, bløde farver og skygger af grønne, der bidrager til værkets eteriske kvalitet. Lyset danser blidt over hendes kjole, fremhæver det delikate stof, mens de omgivende skygger vækker en følelse af intimitet indhyllet i mystik. Waterhouses brug af klart og mørkt øger den følelsesmæssige vægt af scenen, når lyset væver sig ind i skyggerne og skaber en næsten drømmeagtig atmosfære. Dette værk, rigt på symbolik, tjener som et spejl ikke kun for subjektets indre verden, men også for de bredere temaer for kvindelighed, der dominerer i det 19. århundrede, og fastslår Waterhouse som en mester i at formidle kompleksiteten af menneskelige følelser gennem den smukke og fremtrædende fremstilling af kvinder.