Jules Joseph Lefebvre

Jules Joseph Lefebvre (1836-1911) var en fransk akademisk maler, berømt for sine mesterlige portrætter og idealiserede kvindelige nøgenstudier, som definerede de æstetiske standarder for Parisersalonen i slutningen af 1800-tallet. Han blev født i Tournan-en-Brie og tilbragte sine formative år i Amiens, hvor hans far, en bager, anerkendte og støttede hans enorme kunstneriske talent. Denne støtte førte til et stipendium, der gjorde det muligt for Lefebvre at flytte til Paris i 1852. Der kom han ind på det prestigefyldte École des Beaux-Arts og studerede under neoklassicisten Léon Cogniet. Hans formelle uddannelse under Cogniet indpodede ham en dyb respekt for klassisk komposition og præcis tegnekunst, færdigheder, der skulle blive grundlaget for hans karriere. Han debuterede på Salonen i 1855, hvilket signalerede ankomsten af et betydeligt nyt talent i den parisiske kunstverden.

Et afgørende øjeblik i Lefebvres tidlige karriere var, da han vandt den eftertragtede Prix de Rome i 1861 med sit historiske maleri, *Priamos' død*. Denne prestigefyldte pris finansierede et femårigt ophold på Det Franske Akademi i Rom, der ligger i Villa Medici. Denne periode var transformerende; han fordybede sig i studiet af romerske antikviteter og renæssancemestrenes værker, især Andrea del Sarto. Det var i Italien, han finpudsede sit fokus på den kvindelige nøgenmodel, en genre, hvor han skulle opnå sin største berømmelse. Hans tid i Rom var også præget af dannelsen af livslange venskaber med kunstnerkolleger som Léon Bonnat og Carolus-Duran. Denne periode med kunstnerisk vækst blev dog overskygget af personlig tragedie, da hans forældres og en søsters død kastede ham ud i en alvorlig depression.

Da han vendte tilbage til Paris omkring 1867, kanaliserede Lefebvre sin sorg over i en fornyet kunstnerisk beslutsomhed. Hans comeback var hurtigt og triumferende. Hans Salonsbidrag fra 1868, *Liggende nøgenmodel*, høstede kritikerros, men det var hans mesterværk fra 1870, *Sandheden (La Vérité)*, der katapulterede ham til stjernestatus. Maleriet, der forestiller en nøgen kvinde, der holder en skinnende kugle i vejret, var en allegorisk triumf, der fængslede både kritikere og publikum. Værket indbragte ham Æreslegionen samme år og cementerede hans ry som en førende skikkelse inden for akademisk kunst. Denne succes cementerede hans retning, og han fortsatte med at producere berømte mytologiske og allegoriske nøgenstudier, herunder *Maria Magdalene* (1876), *Pandora* (1877) og *Overrasket Diana* (1879).

Lefebvres kunstneriske stil var kendetegnet ved en syntese af teknisk perfektion og idealiseret skønhed. Han blev ofte sammenlignet med sin samtidige, William-Adolphe Bouguereau, men adskilte sig ved at bruge et bredere udvalg af modeller, hvilket gav hans figurer en subtil mangfoldighed. Mens hans nøgenstudier var sensuelle, holdt de sig inden for rammerne af akademisk anstændighed og afbildede passive, idealiserede figurer fra mytologi eller allegori, og undgik derved den kontrovers, der omgav de realistiske nøgenstudier af malere som Manet. Sideløbende med sine mytologiske scener var Lefebvre en produktiv og meget efterspurgt portrætmaler. I løbet af sin karriere udstillede han 72 portrætter på Salonen, hvilket gav ham en konstant indtægtskilde og en kundekreds af velhavende borgerlige mæcener og berømtheder.

Ud over sine egne lærreder efterlod Lefebvre et varigt indtryk som en indflydelsesrig pædagog. Fra 1870 blev han professor ved Académie Julian, en progressiv privat kunstskole kendt for at optage kvinder og internationale studerende længe før det officielle École des Beaux-Arts. Han var kendt som en sympatisk og dedikeret mentor for over 1500 elever, herunder fremtidige lyskastere som Fernand Khnopff, Félix Vallotton og den amerikanske impressionist Edmund C. Tarbell. Han understregede utrætteligt den grundlæggende vigtighed af at tegne efter levende model, et centralt princip i hans egen praksis og den akademiske tradition.

Lefebvres karriere var prydet med talrige anerkendelser. Han vandt en førsteklasses medalje på Salonen i 1878, æresmedaljen i 1886 og Grand Prix på Verdensudstillingen i 1889. I 1891 blev han udnævnt til medlem af det ansete Institut de France, og hans karriere kulminerede i 1898, da han blev forfremmet til kommandør af Æreslegionen. Jules Lefebvre døde i Paris i 1911 og blev begravet på Montmartre-kirkegården. Hans grav er passende udsmykket med en basrelief af *Sandheden*, et varigt symbol på de kunstneriske idealer, han dedikerede sit liv til.