En fascinerende udvidelse af iris fanger blikket med sin delikate charme; lærredet tager liv med et kaleidoskop af farver — levende grønne nuancer indhyller beskueren, hvilket giver en følelse af ro midt i den livlige dans af kronblade. Hver penselstræk synes at blive livliggjort af en usynlig brise, hvilket skaber en illusion af bevægelse på lærredet. Strenge af lilla og lavendel svajer mellem et frodigt grønne baggrund, hver kronblad er gengivet med en drømmende blødhed, som om Monet har inviteret beskueren til at træde ind i denne hemmelige have, hvor tiden synes at være hengemt. Kompositionen balancerer elegant lys og skygge; et hviskende glimt stryger over kanterne af blomsterne, og fremkalder det bløde skær af eftermiddagssolen.

Det, der mest imponerer mig, er den følelsesmæssige dybde, som dette værk udtrykker — der er en medfødt ro, en følelse af at blive omfavnet af naturen selv. Hver penselstræk føles personlig, intim, som om Monet deler et øjeblik af stille refleksion med beskueren. Historisk set kommer dette værk på et afgørende tidspunkt for kunstneren og indfanger hans indtryk af en verden, der både er velkendt og kortvarig. Betydningen af en sådan vitalitet taler til hjertet af impressionismen, hvor tilfældighed fejrer skønheden af det forbigående, som indbyder os til at fortabe os i naturens varme omfavnelse. Det er virkelig en indbydelse til at nyde hver nuance og berøring af farve og minde os om den forbigående skønhed, der omgiver os.