I denne hypnotiserende komposition eksploderer en farve eksplosion fra lærredet, og indfanger essensen af foråret. De dominerende røde anemoner danser livligt og energisk mod en baggrund af frodig grønt og subtile blå nuancer. Teksten, så tykt påført, indbyder til at røre ved maleriet; penselstræk ser ud til at være levende, snurrende med naturens vitalitet. Du kan næsten høre de blide hvisken fra bladene og føle varmen fra en solstråle kaste noget ladet mod dig, mens du spaserer i denne blomstrende have, hvor Monet fanger ikke kun blomsterne, men deres sjæl.

Det, der slår mig mest, er selve kompositionen; det er som om Monet har fryset et øjeblik i tiden, hvor hver blomst har sin egen personlighed, men også eksisterer harmonisk sammen med de andre i naturens kor. Den centrale styrke af blomsterne tiltrækker dit blik, mens melodiske nuancer af grøn snor sig omkring dem og skaber en rytmisk puls i hele værket. Han fører os ikke kun til en naturlig scene, men til en visceral oplevelse af livets flygtige skønhed – en kunstnerisk fejring af farve, der taler om glæden og det forbigående ved eksistensen.