I denne eteriske fremstilling af et landskab indhyllet i tåge kan man næsten føle kulden fra luften, der omfavner alt. Szenen er malet med bløde penselstræk, der smelter farverne sammen på en ubesværet måde og fremkalder en følelse af ro. Træerne, der næsten fremstår som spøgelser, dukker op fra tågen som stille vagter, deres former antydet snarere end defineret. Paletten er blød, med delikate nuancer af grå og lys grøn, der næsten vibrerer med energi under tågevoilen; det fanger et flygtigt øjeblik, hvor naturens stilhed hersker.

Der er en følelsesmæssig dybde i dette værk, der giver beskueren mulighed for at trække sig tilbage til en tilstand af kontemplation. Man kunne forestille sig at stå på en morgensti, indhyllet i stilhed, hvor kun lyden af blade, der rasler i det fjerne, hvisker gennem stilheden. Dette maleri afspejler ikke kun Monets ekstraordinære teknik, men formidler også den flygtige skønhed af et øjeblik, der føles både forbigående og evigt. Den historiske baggrund for impressionismen blomstrer her, hvilket illustrerer en opsplitning fra traditionel repræsentation og inviterer beskuerne til at føle essensen af scenen, snarere end blot at observere den.