Panoramaet udfolder sig foran os, en symfoni af klippe og is. Kunstneren fanger mesterligt bjergenes rå kraft; de ujævne, mørke klipper i forgrunden viger for de majestætiske, snedækkede tinder, der gennembryder himlen. Det føles som om man kunne række ud og røre ved gletsjernes iskolde ånde.

Kompositionen trækker øjet opad, fra de jordiske grønne og brune i de nederste skråninger, gennem de hvirvlende tåger, til den blege, næsten æteriske himmel. Spillet af lys og skygge over landskabet er udsøgt; penselstrøgene, selvom de er præcise, formidler en følelse af naturens vilde, utæmmede skønhed. Det er en scene, der fremkalder en følelse af ærefrygt og ro og minder os om den naturlige verdens varige kraft.

Jeg bliver transporteret, hører vindens hvisken og mærker den friske bjergluft i mit ansigt. Det er en invitation til at betragte det sublime, til at finde trøst i den vidde og skønhed, der omgiver os.