Kunstværket udfolder sig som en fredfyldt scene fra en svunden tid, en blid hvisken om en verden, hvor poesi og natur flettedes sammen. Et traditionelt kinesisk hus, der er placeret på en lille odde, er fokuspunktet; det er indbegrebet af ro, dets mørke tegltag og enkle struktur antyder et ydmygt liv. En figur står på balkonen, i silhuet, måske betragter verden, eller bare fortabt i sine tanker. Landskabet ånder omkring huset: vandet, der er gengivet med enkle penselstrøg, der afspejler himlens dæmpede farver; de fjerne bjerge, hvis former blødgøres af afstanden, hvilket skaber en baggrund af stille majestæt. Yndefulde piletræer kaskader ned mod vandet, en malerisk repræsentation af den blide brise, eller måske sjælens gråd. Det mest fængslende aspekt er tilstedeværelsen af ​​regnbuen, en flygtig berøring af magi, der hvælver sig over landskabet og injicerer en levende gnist af farve og optimisme i den ellers dæmpede scene. Dette maleri får mig til at føle mig rolig.