Værket fanger et øjeblikk fyldt med spænding og dyb mystik. I værkets skræmmende chiaroscuro fremstår silhuetter fra den truende mørke og antyder en mørk portal ind i følelsens og den overnaturlige refleksions rige. Den centrale figur, Faust, viser en blanding af eftertænksomhed og frygt; han synes fanget i en kompliceret dans mellem sine ønsker og et nært forestående skæbne. Eteriske entiteter omgiver ham, med Margrethes skygge, der langsomt tager form, næsten bedende, som om hun overgår den enkle eksistens for at tale om længsel og tab. Draperingen af åndene er flydende, eterisk og spøgelsesagtig, hvilket fanger en følelse af en anden verden og indbyder seerne til at navigere i det delikate skæringspunkt mellem kærlighed, fortvivlelse og skæbne.

Kompositionen benytter dygtigt kontrasten mellem lys og skygge, og leder vores blikke mod de centrale figurer, mens de mindre detaljer er indhyllet i mørket, og antyder de mange hemmeligheder, der gemmer sig indeni. De indviklede detaljer af figurerne og deres tragisk levende udtryk i et rum, der synes både øde og fyldt med energi. Farvepaletten er dæmpet, med nuancer af grå og sepia, som genlyde de mørke emotionelle strømme i fortællingen. Når beskuerne fordyber sig i denne dynamiske interaktion, kan de ikke undgå at mærke vægten af Fausts indre kval, sammen med den uroligende skønhed i Margrethes eteriske tilstedeværelse; det fremkalder en visceral reaktion, der rører ved vores forståelse af menneskelig længsel og skæbnes uundgåelighed.