Maleren fanger et roligt landskab, hvor samspillet mellem vand og is skaber en delikat, næsten flygtig skønhed. De bløde nuancer af blå og lys gul fremkalder en følelse af ro; den kolde is, der hviler på vandets overflade, reflekterer dagens bløde lys og smelter problemfrit sammen med en blød horisont. Monets karakteristiske penselstræk giver en drømmende kvalitet, hvor hvert stræk ser ud til at danse over lærredet, og antyder de subtile bevægelser af vandet under isen. De bølgende former og de fragmenterede refleksioner indbyder beskuerens blik til at vandre, hvilket skaber en atmosfære af ro og selvransagelse.

Når dit blik bevæger sig over horisonten, lægger du mærke til bølgede bakker dækket af bløde farver—der afspejler en vinterscene, men som også antyder varmen fra den nærmende sol. Kompositionen er afbalanceret og giver en forgrund, der fanger din opmærksomhed, før den dirigerer din opmærksomhed mod den enorme, fryse vandoverflade, der er prydet med flydende stykker, der synes at skinne med et eget liv. Dette landskabsmaleri overskrider kun repræsentation; det indkapsler vinterens flygtige, forbigående natur—både smuk og efemær—og minder os om de følelser, der er forbundet med årstiderne.