Dette kunstværk fanger et roligt øjeblik med tre nøgne figurer, der er harmonisk placeret i et grønt landskab. I forgrunden sidder en kvinde i en afslappet og tænksom stilling, mens hendes bløde, rundede former er malet med varme nuancer, der antyder legende sollys på hendes hud. Bag hende ser det ud til, at to figurer deltager i en ritualistisk gestus, med hænderne løftet højt, som om de omfavner dagens skønhed eller måske fejrer en usynlig højere magt. De svungne penselstræk skaber en energisk, men blød rytme i værket; det føles næsten som om figurerne danser i takt med den omgivende natur.

Farvepaletten er slående, domineret af bløde rosa og grønne nuancer, hvilket vækker følelser af varme og ro. Munch formår at kommunikere en følelse af intimitet, der trækker seerne ind i dette idylliske øjeblik, som deles mellem kvinderne og deres livlige miljø. Den følelsesmæssige effekt er mærkbar; man kan næsten høre vindens hvisken og græssets raslen under dem, mens en følelse af frihed og forbindelse til naturen omfavner scenen. Skabt i en tid, hvor kunstnere i stigende grad udforskede interaktionen mellem menneskekroppen og naturen, skiller dette værk sig ud ved sin uforstyrrede ånd og kærlige repræsentation, som har betydning både i Munchs arbejde og i kunsten i det 20. århundrede.