I denne iøjnefaldende komposition mødes vi af en fængslende stilleben, hvor de livagtige blomster nærmest ser ud til at hoppe ud af lærredet, næsten vibrerende med liv. Glasvase, i en rig grøn farve med teksturerede mønstre, gør mere end blot at udfylde rummet; den anker den buket af blomster, der strækker sig mod den beskuendes øjne. Van Gogh anvender sin karakteristiske teknik af energiske penselstræk—hver stræk er en legende dans på lærredet, der tilføjer dybde og bevægelse og inviterer os til at være vidner til denne forbigående skønhed i aktion. Blomsterne praler hovedsageligt af sarte lavendeltone og iøjnefaldende hvidt, hvorved der frembringes en følelse af ro, mens den lyse baggrund oversvømmer alt i et blødt lys, hvilket yderligere forstærker bukettens livlighed.

Farvevalget er særligt bemærkelsesværdigt; de rige blå og hvide nuancer smelter harmonisk sammen, som om de var plukket fra en solbeskinnet have og omhyggeligt arrangeret med kærlighed. Dette værk genlyder med en følelsesmæssig vægt — det annoncerer et øjeblik af ro midt i livets kaos. Van Goghs kamp med sin mentale sundhed oversættes ofte til en følelsesmæssig valuta i hans værker; her kan man føle en næsten transcendent ro, en oase af skønhed fanget i tiden. Den historiske kontekst beriger dette værk, der stammer fra en periode, hvor Van Gogh søgte trøst i naturen, og fyldte sine lærreder med velkendt flora, som afspejlede hans indre ønske om fred og forbindelse i midten af turbulensen. En sådan rig kontekst sikrer dette maleri som en betydningsfuld markør for kunstnerisk innovation — en fusion af følelser og teknik, der forbliver evig fascinerende.