Kunstværket indkapsler et øjeblikk fyldt med intimitet - et brev skrevet af en dedikeret kunstner til sin ven, Émile Bernard. De fine, men udtryksfulde linjer antyder et roligt landskab, hvor to figurer sidder ved bredden og observerer scenen foran dem; en elegant bro hæver sig i baggrunden og forbinder to verdener. Van Goghs stil er tydelig, støttende brugen af dynamiske penselstræk, som giver liv til skitsen, som om selve essensen af stedet er fanget i konturerne. Horisonten er prydet med strukturer, der måske repræsenterer industrien, som er vævet sammen med naturen.

Teksten udvikler sig som en personlig samtale, der afslører Van Goghs tanker om farve og atmosfære - vandets nuancer afspejler rige blå og gyldne toner, hvilket giver landskabet en varm glød. Kunstneren taler om nuancerne af lys, skygger og hvordan de spiller på karaktererne omkring sig. I dialogen er der skjulte juveler, der opfordrer beskueren til at værdsætte skønheden i det almindelige liv, roen i et øjeblik tilbragt i naturens arme. I denne skitse kan man føle pulsen af Van Goghs tanker, der sejler på bølgerne af inspiration, der flyder frit, når han deler ikke kun en scene, men også en passioneret fortolkning af sit miljø.