Midt i en hård landskab bevæger en ensom skikkelse sig selvsikkert gennem en scene fyldt med sten og vegetation. Kontrasten mellem de teksturerede sten og den glatte græs fanger en følelse af bevægelse og liv. Figuren, iklædt enkle klæder, symboliserer arbejdsomhed og vedholdenhed; ved nærmere eftersyn kan man næsten føle den kolde brise, der rusker i græsset, og jorden spænder under hver skridt. Den fjerne horisont smelter harmonisk sammen med himlen og antyder morgenens gry.

De detaljerede detaljer i forgrunden tiltrækker blikket, med særlig opmærksomhed på hver sten, der harmonisk integreres i scenens fortælling. Dette vækker en stærk følelse af nostalgi og forbindelse til naturen, som om beskueren skulle være en del af en tidløs cyklus af såning og høst. Den naturlige palet; jordens grønne, grå og bløde blå toner svarede til ro, men kommunikere også den urokkelige ånd af arbejde, der definerer både jorden og figurens rejse.