Scenen udspiller sig med en følelse af tidløshed og fanger resterne af en romersk villa i en tilstand af fredfyldt forfald nær Assuan på Nilen. Vandet, der afspejler himlen, skaber en rolig udstrækning, der står i kontrast til det teksturerede og forvitrede murværk i den antikke struktur. Kunstneren benytter sig mesterligt af en dæmpet palet af okker, blå og subtile grønne toner, der fremkalder en følelse af varme og blødt sollys. Kompositionen drager øjet mod den centrale ruin, hvor en delikat bue stadig står imod det indtrængende vand; det føles som om naturen langsomt generobrer det, der engang blev bygget af menneskehænder.

Tilstedeværelsen af palmer, der svajer i det fjerne, og figurerne af mennesker i vandet tilføjer liv og skala, og minder os om den varige forbindelse mellem menneskeheden og naturen. Den overordnede effekt er en stille kontemplation – en scene, der hvisker historier om tidligere civilisationer, samtidig med at den fremhæver det nuværendes skønhed. En lille båd glider hen over vandet og tilføjer et fokuspunkt.