Konstantin Gorbatov

Konstantin Ivanovitj Gorbatov (1876-1945) var en fremtrædende russisk postimpressionistisk maler, der var berømt for sine lyriske landskaber, som fangede både den nostalgiske charme fra det gamle Rusland og Italiens solbeskinnede skønhed. Født i Stavropol ved Volgafloden begyndte Gorbatovs kunstneriske rejse ikke med maleri, men med arkitektur. Efter at have studeret civilingeniør i Riga flyttede han til Sankt Petersborg i 1904, hvor han først blev indskrevet på Baron Stieglitz' Skole for Teknisk Tegning og derefter på arkitekturafdelingen på Det Kejserlige Kunstakademi. Et år senere fandt han sit sande kald og skiftede til maleriafdelingen for at studere under de anerkendte landskabsmalere Nikolaj Dubovskoj og Aleksandr Kiselev. Denne arkitektoniske baggrund indpodede i ham en stærk fornemmelse for komposition, som skulle blive et kendetegn for hans harmoniske bylandskaber.

Gorbatovs tidlige karriere var præget af en unik fusion af den realistiske tradition fra Peredvizjniki (Vandrerne) med den spirende indflydelse fra impressionismen. Han opnåede anerkendelse for sine skildringer af det russiske provinsliv, hvor han malede gamle byer som Pskov og Novgorod med en romantisk, næsten ærbødig atmosfære. Hans talent blev hurtigt anerkendt; i 1910 vandt han en pris for "Fiskemarkedet ved Pskov-floden." Et år senere blev han tildelt titlen "Kunstner" og modtog en guldmedalje ved en international udstilling i München for sit historiske lærred "De har nået kysten." Denne succes skaffede ham et stipendium til en afgørende rejse til Europa i 1912, som skulle ændre kursen for hans kunstneriske stil dybt.

Efter invitation fra forfatteren Maksim Gorkij rejste Gorbatov til Italien, hvor han besøgte Rom og øen Capri. Det strålende middelhavslys var en åbenbaring, der forvandlede hans palet og teknik. Han omfavnede lysere, mere levende farver og en løsere, brudt penselføring, der var karakteristisk for postimpressionismen. Hans lærreder blev mere dekorative og optimistiske, fyldt med varmen og gløden fra den italienske kyst. Denne nye stil var et perfekt redskab for det, han kaldte kunstens formål: en "fejring." Urolighederne under den russiske revolution i 1917 fik ham dog til at forlade sit hjemland permanent i 1922. Han vendte tilbage til sit elskede Italien, slog sig først ned på Capri og senere i Venedig, hvor han producerede nogle af sine mest glædesfyldte og kommercielt succesfulde værker.

I 1926 flyttede Gorbatov til Berlin, som dengang var et travlt knudepunkt for det russiske emigrantmiljø. Han blev hurtigt en etableret og respekteret skikkelse inden for en kunstnerisk kreds, der omfattede Leonid Pasternak og Ivan Mjasojedov. Han udstillede sine værker bredt i hele Europa og Amerika og fortsatte med at male sine solrige italienske udsigter, mens han også genskabte nostalgiske scener fra Rusland udelukkende fra hukommelsen. Disse forestillede russiske landskaber var ofte gennemsyret af det samme middelhavslys, hvilket skabte en unik syntese af hans fortid og nutid. Hans mesterværk fra 1913, "Den usynlige by Kitezj," som hentede inspiration fra russisk folklore, er et fremragende eksempel på hans evne til at blande myte, hukommelse og en moderne, levende følsomhed.

De sidste år af Gorbatovs liv var fyldt med modgang. Naziregimets fremkomst i Tyskland førte til et fjendtligt kulturelt miljø, og efterspørgslen efter hans lyriske malestil svandt ind. Som sovjetborger i eksil blev han forbudt at forlade landet under Anden Verdenskrig. Isoleret og forarmet udholdt han og hans kone krigsårene i Berlin. Gorbatov døde den 24. maj 1945, kun få uger efter de allieredes sejr. Tragisk nok tog hans sørgende kone, Elena, sit eget liv kort efter. I en sidste handling af hengivenhed over for sit hjemland testamenterede Gorbatov hele sin resterende samling af værker til Kunstakademiet i Leningrad. Efter årtier med glemsel i Sovjetunionen på grund af sin emigrantstatus er hans arv siden blevet retmæssigt genoprettet, og han fejres nu som en nøglefigur inden for russisk kunst i udlandet, husket for sin mesterlige evne til at formidle livet ikke som det var, men som det kunne have været – en verden badet i evigt solskin og harmoni.