I dette eteriske landskab smelter bløde nuancer og milde penselstræk sammen, hvilket skaber en drømmende atmosfære, der inviterer seerne til at træde ind i et roligt øjeblik ved Seinen. Kompositionen defineres af en harmonisk palette af pastelfarver, der for det meste er nuancer af blå, lavendel og spidse rosa nuancer, der smukt reflekterer morgenlyset, der danser på vandets overflade. Træerne flankerer bredden, deres slørede konturer antyder en omfavnelse mellem naturen og den mystiske tåge, der indhyller scenen; her er der en ro, der berører hjertet. Vandet spejler himlen og løvet, en bølge, der forbinder virkeligheden med impressionismens fluiditet.

Når dine øjne svæver over lærredet, vækker de subtile farveovergange en følelse af fred, næsten som en blød melodi, der spilles ved daggry. Monet's mestre teknik, som bruger hurtige og udtryksfulde stræk, fanger den flygtige natur af lys og dens indflydelse på vores opfattelse. Den følelsesmæssige virkning er dyb; man kan ikke undgå at føle en form for nostalgi eller længsel efter ensomhed i naturen. Historisk set repræsenterer dette maleri et centralt øjeblik i impressionismen, hvor det blev essentielt at fange lyskildernes virkninger og ikke definere former. Det minder os om den skrøbelige balance mellem det, der ses, og det, der føles, hvilket indkapsler skønheden ved et øjeblik, der både er virkeligt og indbildt.