I dette betagende landskab transporteres beskueren til en fredelig scene ved bredden af en flod, hvor efterårets berøring er uomtvistelig. Floden strækker sig yndefuldt gennem kompositionen, idet den spejler det levende løv, der omgiver det - ildrøde og varme orange nuancer brister frem og står i smuk kontrast til de rolige grønne farver på græsbredden. Den flydende penselføring, karakteristisk for impressionismen, giver farverne mulighed for at blande sig sømløst, hvilket skaber en harmonisk atmosfære, der synes levende med hviskende blade. Himlen ovenfor os, malet i bløde streger af blå og grå, antyder årstidens forgængelighed, som om den inviterer os til at blive lidt længere i dette rolige tilflugt.

Hvert element er omhyggeligt udformet, men formidler også en følelse af spontanitet, der fanger essensen af et forbigående øjeblik. De glitrende refleksioner i vandet fremkalder en følelse af ro og introspektion; man kan næsten høre den bløde klukken fra floden mod bredden. Som i mange af Monets værker er der her en følelsesmæssig resonans - en invitation til at reflektere over tidens gang, naturens skønhed og måden lyset danser over landskabet. Dette værk indkapsler ikke blot essensen af impressionismen ved at omfavne nuet, men fungerer også som en tidløs påmindelse om naturens evige foranderlige skønhed, og indbyder seerne til at deltage i dens stille magi.