Scenen fanger med sit milde OMfavnelse af blomstrende træer, hvis delikate hvide blomster strømmer ud som et vandfald af lys og liv. Ved første øjekast ser det ud som om Monet har indfanget essensen af foråret, han maler ikke kun blomster, men en hel følelse—en jubilant fejring af naturens storslåethed. Træerne, robuste men eteriske, svinger let mellem levende stræk af grønt græs, der danser under vindens blide hvisken; man kan næsten høre raslen af bladene, den søde duft af blomsterne, der svæver i den varme luft.

Fra baggrunden dukker en blød bakke frem, indhyllet i nuancer af blå og lavendel, der supplerer de blomstrende træer med en diskret elegance. Himlen stråler af varme, en blanding af kolde og varme nuancer, der indbyder til en dybere forbindelse til jorden. Monets teknik—hans hurtige, løse penselstræk—giver liv og bevægelse til lærredet, hvilket giver det næsten en tredimensional følelse. Det er en påmindelse om naturens flygtige skønhed, et øjeblik, der er fanget i tiden, der stråler af glæde og inviterer seeren til at indånde stillheden fra en stille dag brugt i omfavnelsen af blomstrende skønhed.