I dette bevægende værk er scenen dækket af dæmpede nuancer af brun og grå, hvilket giver en følelse af stille melankoli. Hårdheden i de bladløse træer, snoede og knudrede, skaber en rørende kontrast til den bløde, matte baggrund, hvor en fjerntliggende struktur fremstår som et spøgelse af menneskelig tilstedeværelse. Figuren, der går langs stien, tilføjer en følelse af ensomhed og introspektion, deres mørke påklædning smelter sammen med de omgivende jordfarver, næsten som om de er en del af landskabet selv.

Den delikate interaktion mellem lys og skygge forstærker den følelsesmæssige vægt af dette værk, omfavner beskueren i en følelse af nostalgi. Kompositionen, med sin snoede sti og buede linjer, trækker blikket gennem lærredet og inviterer til eftertænksomhed over tidens gang og livets flygtige natur. Van Gogh fanger ikke kun et landskab, men også et øjeblik, dybt gennemsyret af en følelse af længsel, der resonerer hos beskueren længe efter, de er gået.