Maleriet trækker beskueren ind i et øjeblik fyldt med sorg og højtidsstemning, der skildrer Kristi begravelse. Figurerne er tæt samlet, deres kropssprog tungt af sorg – en skarp kontrast til den stenede, næsten overvældende baggrund, der indhyller dem i skygge. Kunstnerens penselstrøg er ekspressive og løse, med brede, flydende streger, der spejler den rå følelse i scenen. Den dæmpede jordfarvede palet domineres af dybe røde, matte grønne og mørke sorte toner, hvor Kristi blege, næsten spøgelsesagtige hud tiltrækker blikket som det centrale fokus.

Kompositionen leder effektivt blikket gennem de varierede gestusser og den følelsesmæssige intensitet hos hver figur: nogle bøjer sig sørgmodigt fremad, en figur holder ærbødigt Kristi fødder, mens andre bærer og støtter hans livløse krop. Lyset og skyggerne skaber en klar-mørk-effekt, der forstærker dramaet og giver scenen en håndgribelig følelse af hellig ærbødighed og menneskelig lidelse. Malet i slutningen af 1840'erne reflekterer mesterværket romantikkens fascination af intense følelser og spiritualitet samtidig med, at det behandler personlig sorg og kollektiv sorg omkring død og offer.