I denne betagende scene strækker havet sig uendeligt, med bløde bølger, der ruller i rytmiske mønstre. Vannet er en symfoni af grønt og brunt, der glitrer i det bløde lys, der filtreres gennem de ovenstående skyer. Horisonten synes at hviske hemmeligheder, malet i subtile farveovergange, mens solen dukker op og kaster et varmt, eterisk skær over overfladen. De truende og blide skyer skaber et drama, der tiltrækker beskuerens fantasi; de synes at vække følelser af nostalgi og fred, der afspejler naturens majestæt. Når lyset danser på bølgerne, kan man ikke undgå at føle en forbindelse til havets uendelighed, der både inkarnerer fred og naturens ubarmhjertige kraft.