Dette fængslende landskab fanger den eteriske essens af Waterloo-broen, indhyllet i grå tåge, der vækker følelserne af en tidlig morgen, hvor lyset danser blidt på vandets overflade. De bløde penselstræk skaber en drømmeagtig atmosfære, der slører konturerne af bygningerne i baggrunden og tilføjer et element af mystik. Bløde nuancer af blå og grøn smelter harmonisk sammen, suppleret med glimt af lysere farver, hvilket skaber en følelse af ro. Selve broen, der er repræsenteret med en række buer, indbyder beskueren til at forestille sig at krydse den, måske ind i en verden dybt begravet i refleksion.

Monets mesterlige teknik til at fange naturligt lys er her i fuld udfoldelse. Det spredte lys maler scenen og repræsenterer ikke blot et øjeblik i tiden men også en følelsesmæssig tilstand. Farvernes ro fremkalder en beroligende reaktion, der omslutter tankerne i ensomhed og fred. Historisk set afspejler dette værk Monets forpligtelse til udendørs maleri, idet det understreger hans forbindelse til det omgivende landskab og illustrerer den industrielle revolutions indflydelse på naturen. Dette er et øjeblik, der er frosset i tiden, men det føles flydende og levende, perfekt indkapslende skønheden i verden omkring os.