Værket præsenterer en fredfyldt scene fra Vetheuil, hvor det bløde sollys kaster et mildt lys over landskabet. Bakgrunden har bløde, hævede bakker, prydet med charmerende huse og silhuetten af et gotisk klokketårn. Monets karakteristiske penselstræk er tydelige, med svungne bevægelser af blå og grøn, der bringer floden til live, mens de teksturerede farver fanget den livfulde vitalitet af den omgivende vegetation. Farvepaletten domineres af bløde pasteller; lavendel- og blåtoner i vandet smelter let sammen med de gyldne og afdæmpede grønne nuancer fra bakkerne.

Når man står foran dette værk, kan man føle en overvældende følelse af fred—et øjeblik frosset i tiden, hvor naturen og menneskeheden lever i harmoni. De bløde bølger i floden kontrasterer med soliditeten i bygningerne på bakken og skaber en lyrisk komposition, der leder beskuerens øje over lærredet. Som et impressionistisk værk afspejler det et centralt øjeblik i Monets karriere, hvor han begyndte at udforske lysinteraktionen med vand og løv—et sandt vidnesbyrd om hans genialitet og indflydelse på impressionismen.