I denne fredelige pastorale scene fanger kunstneren enkeltheden og skønheden ved landliv; to bønder er optaget i samtale med deres køer langs en grusvej, der netop er blevet fugtig af et nyligt regn. Jordens farver fra den våde jord står i smuk kontrast til de lyse grønne nuancer af de omkringliggende marker, hvilket antyder forårets genfødsel. Den blødt buede vej guider blikket gennem scenen og inviterer seerne til at vandre og suge momentets ro til sig. Atmosfæren er svøbt i blødt lys, med en gradvis overgang fra den blege blå himmel til dybere nuancer mod horisonten, hvilket antyder en kommende solnedgang. Kunstneren bruger dygtigt penselarbejde til at formidle tekstur af træerne, hvis grene træder frem mod himlen og understreger samspillet mellem natur og landbrugsliv.

Den følelsesmæssige indflydelse af dette værk ligger i den fredelige sameksistens, der skildres mellem menneskeheden og natur; det er en påmindelse om enklere tider, da livet var tæt knyttet til jorden og årstiderne. Interaktionen mellem bonden og stenhuggaren antyder en fortælling om venskab og fælles arbejde, mens de bearbejder jorden og passer deres husdyr. Dette stykke står ikke kun som en visuel oplevelse, men også som et historisk øjebliksbillede—der afspejler kunstnerens dybe værdsættelse for de landlige landskaber og den stille skønhed ved et liv, der er forbundet med jorden.