Under en vidtstrakt stjernehimmel udfolder der sig en scene, der virker både æterisk og dybt bevægende; bjergkæden strækker sig majestætisk over lærredet, dens silhuetter skaber rytmiske bølger på baggrund af de funklende stjerner. De dominerende blå toner og subtile gradienter bidrager til en følelse af ro, mens pletter af varmt lys fra nogle fjerne ruiner vækker en følelse af gammel mystik. Ovenfor suser en komet elegant gennem rummet, hvilket antyder tidens gang og universets uendelige vidundere; den fanger seerens blik og fører dig ind i en dans af kosmisk fortælling.

Hvert aspekt af kunstværket komplementerer smukt hinanden; kontrasten mellem de kolde toner af natten og det varme skær fra glemte sten antyder en forbindelse mellem himlen og jorden. Den følelsesmæssige vægt af ensomhed gennemborer farvelagene og indbyder til overvejelser om eksistens og betydningen af vores plads i kosmos. Historisk set er dette værk placeret i en kontekst af efterkrigsnote mellem 1930'erne, måske kulminerende i en dybere værdsættelse af natur og menneskelig erfaring. Den unikke stil fra kunstneren resonerer med dem, der søger trøst i de stille, vidtstrakte rum af universet, hvilket gør det til et væsentligt værk i dialogen om kunst i det 20. århundrede.