Denne sarte tegning indfanger et stille øjeblik af intim påskønnelse, hvor en kvinde nøje betragter indrammede kunstværker — Watteaus tegninger i Louvre. Med bløde, men sikre blyantstreger inviterer kunstneren os næsten til at høre det sagte raslen af kvindens kjole og det lette tap fra hendes stok, mens hun læner sig frem, fuldstændig opslugt. Kompositionen fokuserer på hendes ryg, fremhæver hendes elegante holdning og den kontemplative atmosfære fremfor det skjulte ansigt. Den omhyggelige skyggelægning og lysbehandling skaber en blid kontrast, som fremhæver teksturer af stof og træ i en monokrom palet, der vækker respekt og nostalgi.

Scenen afspejler det parisiske kulturliv i slutningen af det 19. århundrede med både personlig og kunstnerisk betydning. Den ærer ikke blot Watteaus fine tegninger, men indfanger også tidens voksende fascination for kunst som en privat og raffineret oplevelse. Der findes en subtil dialog mellem betragteren og det betragtede, fortid og nutid, legemliggjort i linjernes lysende følsomhed og den graciøse holdning. Det er ikke blot en skildring af kunstbetragtning – det er næsten en meditation over forbindelsen mellem beskueren og værket, hvor tiden synes at opløses i Louvres rolige galleri.