Midt i en stille verden dækket af sne fanger maleriet den rolige skønhed af en vinterdag. En blød vej bøjer sig gennem scenen og fører seerens blik mod det fjerne, hvor en ensom skikkelse går, måske reflekterer over sit miljø. Den kolde luft synes at glitre og giver liv til de eteriske konturer af træerne, hvis grene er tunge med nyfalden sne. Arkitekturen er beskeden, men charmerende, gennemtrængt af den varme, der taler om de liv, der summer indeni. Det bløde, diffuse lys omslutter alt og giver det sneklædte landskab et overnaturligt skær.

Monets mesterlige anvendelse af farve er hypnotiserende; en skrøbelig harmoni af hvide, bløde blå og dæmpede grå strømmer over lærredet. Penselstræk varierer fra energiske pletter til bløde blandinger, der tillader overfladen at vibrere med energi. Denne dynamiske tilgang til farve skildrer ikke kun scenen, men fremkalder også følelser af ro og stille refleksion. Når man står foran dette værk, fylder en følelse af nostalgi; et ekko af vinterens skønhed, men også en påmindelse om tidens flygtighed. Gennem det historiske perspektiv afspejler dette maleri også den voksende udforskning af den impressionistiske bevægelse omkring lys, atmosfære og det forgængelige, som fastsætter dets betydning i kunstverdenen i slutningen af det 19. århundrede.