Den præsenterede scene er en fængslende fusion af land og hav, der vækker følelser af ro og refleksion. Til venstre står en pittoresk kirke, der måske repræsenterer en landsby, og hæver sig over en blød grøn bakke. Bygningens tårn strækker sig mod himlen, hvilket antyder en følelse af fællesskab og spiritualitet midt i det naturlige landskab. Den frodige vegetation, prydet med varme efterårsnuancer—guld, kastanje og brunt—omslutter forgrunden og antyder naturens rigdom og vitalitet. Et ensomt træ står beslutsomt, dets grene er nøgne, men på en eller anden måde hører det hjemme her, hvilket afspejler en stille modstand mod elementerne.

Når øjnene bevæger sig mod horisonten, breder havet sig blidt ud, dets bløde blå nuancer smelter sammen med den pastelagtige himmel, hvor et subtilt lys leger og antyder det forbigående øjebliks kvalitet. Monets karakteristiske penselstræk giver liv til denne komposition; de vibrante farver og pletvise lys skaber en næsten drømmende kvalitet. Dette værk minder om roen ved tidlige morgenstunder ved havet, hvor tiden langsomt passerer og vækker følelser af ro og selvrefleksion. Historiens plads afslører disse kystlandskaber Monets dybe forbindelse til naturen og hans udforskning af lyset, hvilket gør dette værk til mere end blot en visuel fest, men også en betydelig refleksion over impressionismens idealer.