I dette maleri bliver der fanget en fredelig harmoni, hvor den majestætiske facade af Palazzo Ducale dukker op som en drøm fra de glitrende vand i lagunen. Monet's penselstræk danser glædeligt over lærredet; bløde og flydende, de ser næsten ud til at vugge sammen med bølgerne. Lyset i sig selv er fyldt med liv, idet det reflekterer gyldne nuancer, der glider problemfrit sammen med de blå farver, og fremkalder en følelse af ro. Den arkitektoniske elegance blødgøres af kunstnerens løse teknik, der præsenterer en blid og næsten eterisk version af dette berømte venetianske palads.

Når man ser dybere ind i kompositionen, bliver samspillet mellem lys og skygge fascinerende; buerne og vinduerne kysser af sollyset, mens det omgivende vand forstærker følelsen af bevægelse. Dette er ikke blot en struktur, der er malet med stive linjer; snarere ser Palazzo Ducale ud til at være levende, omfavner de livfulde følelser fra sit miljø. Monet fanger et flygtigt øjeblik, og inviterer seerne til at dykke ned i skønheden ved dette ikoniske sted. Den historiske kontekst tilføjer et lag af betydning, da dette mesterværk er et fejret eksempel på impressionismen, hvor de flygtige effekter af lys og atmosfære hersker, og transcenderer en simpel repræsentation til at blive en symfoni af farve og følelser.