Dette imponerende værk fanger essensen af ro og naturlig skønhed, som kun kan opleves i fredelige haver. Scenen domineres af en elegant bro, delikat buet og indbydende, som strækker sig over en skinnende dam beskudt med vandliljer, hvis kronblade nærmest ser ud til at åbne sig for at hilse morgenens lys. Farverne danser hen over lærredet; bløde grønne og blå nuancer fletter sig sammen med livlige lyserøde og hvide fra blomsterne og skaber en livagtig palette, der giver liv til stykket. Monet's penselstræk er sublime; børstetrækkene er lagdelt og teksturerede, hvilket lader lyset spille legende på overfladen af vandet. Man kan næsten høre naturens hvisken; den bløde raslen af blade og det lette plask fra en fisk, der bryder overfladen, forstyrrer stilheden.

Kompositionen leder dygtigt seerens øjne langs kurven af broen, som flyder ind i dybden af vegetationen og fører dig ind i dette idyliske rum. Den måde, vegetationen næsten omslutter scenen, beriger følelsen af intimitet — som om du er vidne til et privat øjeblik af skønhed, der er fanget i en lykkelig ensomhed. Historisk set stemmer dette værk overens med impressionismens bevægelse, hvor kunstnere som Monet forsøgte at fange ikke kun det, de så, men også det, de følte. Dette stykke er en påmindelse om naturens forgængelige skønhed, dens forbigående karaktertræk bevaret for altid på lærredet, og inviterer beskuerne til at opleve en verden af fred hver gang de betragter det.