I denne livlige komposition springer en buket blomster ud af en iøjnefaldende blå vase, hvilket tiltrækker opmærksomheden med sine livlige farver og energiske penselstræk. Blomsterne synes at danse over lærredet; bløde rosa, cremede hvide og livlige grønne nuancer væver sig sammen og skaber en fornøjelig visuel rytme. Baggrunden, gengivet i varme gule og dæmpede sorte toner, tjener til at hæve buketten, så den tydeligt træder frem mod de mørkere farver. Her kan man føle livets puls—der er en venten i måden, hvorpå kronbladene åbner sig, hvisker løfter om glæde og varme.

Penselstrækene virker løse, men intentionelle; stregene ser ud til at flyde, hvilket giver blomsterne en følelse af spontanitet. De kontrasterende gule nuancer i baggrunden tilfører en glad energi, der forstærker værkets følelsesmæssige indflydelse. Cuno Amiets evne til at kombinere abstraktion med repræsentativ kvalitet fortjener ros; han indfanger essensen af blomsterne uden at blive alt for bogstavelig. I stedet for blot at afbilde flora, inviterer Amiet seerne til at opleve en følelse—måske nostalgi eller trøst. Dette tidsaktuelle værk fra 1954 afspejler kunstnerens vedholdende fascination af naturen, mens det også henviser til en tradition af stilleben, der fejrer hverdagens skønhed.