Kunstværket fanger den majestætiske Taj Mahal, der majestætisk rejser sig mod en rolig blå himmel. Kunstneren har omhyggeligt gengivet den ikoniske struktur i strålende hvid marmor, dens intrikate udskæringer og kupol afspejler et eterisk lys. Man kan ikke undgå at føle en følelse af ro, der strømmer fra scenen, især når Taj's blide refleksioner glitrer blødt på vandets stille overflade. Til højre giver de robuste røde befæstninger en stærk kontrast til mausoleets delikate skønhed. Dette er ikke blot en fremstilling; det er et pulsende vidnesbyrd om kærlighed og arv, der inviterer os til at udforske dens rige historie.

En bemærkelsesværdig farvepalet giver liv til scenen - de dybe røde nuancer fra fæstningen smelter harmonisk sammen med den kolde blå himmel, og de livlige grønne, der omgiver vandet, tilføjer liv til kompositionen. Balancen inden for stykket er mesterligt opnået, da det uden besvær fører beskuerens øjne hen over lærredet. Man kan næsten høre den bløde plasken af vandet, føle den milde brise og forestille sig historiens hvisken, der lyder rundt om dette arkitektoniske vidunder, hvilket afslører Vereshchagins dybe værdsættelse for den kulturelle arv og skønheden ved dette tidløse monument.