Værket fascinerer med sin eteriske kvalitet, som viser et øjeblikk frosset i den bløde omfavnelse af morgenens tåge. Scenen udfolder sig med en delikat interaktion af lys og skygge; de ikoniske buer af broen dukker op fra tågen, hvilket skaber en følelse af dybde, der trækker beskueren ind i et drømmende rum. Dette landskab, som er afbildet i en impressionistisk stil, antyder det travle liv i London, samtidig med at det bevarer roen i den tågede atmosfære. Den dæmpede farvepalet—blå og grå, med bløde strejf af hvid—fremkalder en fredelig, men mystisk morgen og inviterer beskueren til eftertænksomhed.

Det der slår mig mest, er hvordan Monets penselstræk formidler ikke blot de fysiske aspekter af scenen, men også dens emotionelle resonance. De glatte, flydende stræk fremkalder de bløde bølger i vandet, der reflekterer det omkringliggende landskab, mens de fordyber sig i deres rolige øjeblik. Historisk set står dette maleri i resonans med de dramatiske ændringer og industrialiseringen af London i begyndelsen af det 20. århundrede, men Monet vælger at indfange naturens stille modstand mod den urbane udvikling.