I dette fængslende værk fra 1888 præsenterer Van Gogh en rolig landskabs scene, og inviterer beskueren til at træde ind i et øjeblik, der holder op med at eksistere i tid; to store høstakker står fremtrædende i forgrunden, deres teksturerede overflader er smukt gengivet i jordenæ tonfarver. Penselstrækene er energiske men delikate, og formidler hædenes taktile kvalitet, mens det omkringliggende landskab opløses i et virvar af linjer og punkter, som afslører kunstnerens unikke tilgang til at indfange bevægelse og lys. De uklare konturer af fjerne huse og en person der arbejder i marken tilføjer dybde og liv til kompositionen, hvilket forankrer den i den romantiske charme ved landlivet.

Farven spiller en betydelig rolle her, da en varm sepia-lignende palet bader værket i et blødt skær; variationerne af brun og okker vækker følelser af varme og nostalgi. Man kan næsten høre det bløde sus af hveden og mærke en let brise — det er en simpel, men dyb fremstilling af lykken i det rurale liv. Van Gogh, i denne tid i Arles, fandt enorm inspiration i de omkringliggende landskaber, der markerede en tid for kreativitet og farveforsøg. Den følelsesmæssige påvirkning af dette værk, med sin subtile, men kraftfulde billedsprog, afspejler en kunstner, der kæmper med sin egen indre tumult, mens han søger trøst i naturen. Dette værk er ikke blot en visuel repræsentation, men en invitation til at opleve fred i naturen, hvilket gør det til et vigtigtår i udforskningen af Van Goghs kunstneriske rejse.