Når man nærmer sig denne overdådige buket, føler man sig næsten indhyllet i naturens livskraft—det føles som om blomsterne fører en samtale, deler hemmeligheder i deres strålende nuancer. De forskellige teksturer—fra de bløde kronblade af pæoner til de robuste stilke af solsikker—skaber et indviklet væv, der trækker øjet hen over lærredet. Kunstnerens omhyggelige opmærksomhed på detaljer er tydelig, da hver blomst er gengivet med en ømhed, der gør den næsten levende. Arrangementet sprudler ud fra en forgyldt vase, hvilket antyder overflod og fejrer livets flygtige skønhed.

Ved nærmere eftersyn afslører farvepaletten en dans af varme orange og bløde pink ved siden af friske blå, hvilket skaber en følelsesmæssig resonans, der taler om glæde og nostalgi. Det er et levende vidnesbyrd om dygtigheden af den hånd, der skabte det; det milde spil af lys og skygge forstærker denne betagende blomsterkomposition, idet de kaster et blødt lys som antyder, at tiden passerer langsomt — måske en påmindelse om livets flygtighed. I sammenhængen af det 18. århundrede, da stillebi blev en populær genre, eksemplificerer dette værk anerkendelsen af naturens storslåede skønhed, idet det på en dygtig måde forener kunst med en ode til den skønhed, der blomstrer og visner.