En pragtfuld komposition af blomster stråler ud af en hvid vase, kendetegnet ved en eksplosion af farver og en energisk penselteknik. Hver blomst er unik, men de harmonerer i en rapsodi af former og nuancer. De levende gule og hvide blomster står i kontrast til en dyb koboltblå baggrund, der fremhæver deres vitalitet; mørket i baggrunden får hver blomst til at virke som om den er oplyst af et indre lys.

Den følelsesmæssige effekt af dette kunstværk er dyb. Den dynamiske bevægelse, der skabes af Van Goghs penselstræk, fører blikket gennem hele stykket, fremkalder en følelse af glæde, men også et strejf af melankoli, som afspejler kunstnerens tumultariske følelsesmæssige landskab i denne periode. Historisk set falder dette værk sammen med Van Goghs sene liv, da han kæmpede med mentalt helbred, men fandt trøst i naturens skønhed - en rørende påmindelse om den skrøbelige balance mellem lys og mørke i livet.