I dette livlige værk fanger kunstneren en scene fra haven ved Saint-Paul Hospital, hvor han tilbragte tid i sine senere år. Betrachteren bliver straks draget mod den iøjnefaldende farvepalet—nuancer af strålende gule og grønne dominerer lærredet, med indslag af dyb blå og en snert af jordbrune nuancer, som antyder interaktionen mellem naturen og det følelsesmæssige landskab i Van Goghs sind. De tykke, udtryksfulde penselstræk svinder hen over overfladen og fremkalder en følelse af bevægelse og vitalitet, som giver liv til den stille have. De let abstrakte, men genkendelige former af træerne og arkitekturen antyder både tilflugt og begrænsning, som han følte under sit ophold der—en dualitet der afspejles i de skiftende nuancer og de mange perspektiver i scenen.

Når man træder tilbage for at absorbere helheden af maleriet, er det som om solen filtrerer gennem bladene, kaster et varmt lys, der ser ud til at oplyse skjulte tanker; stien leder øjet mod haven, men antyder også en refleksion over Van Goghs indre kampe. Den tilstedeværelse af en figur—skyggen af en mand—er en invitation til at overveje, hvem han er, måske en besøgende eller endda et glimt af Van Gogh selv. Den følelsesmæssige vægt af dette værk, i kontrast til dets indbydende farver, taler volumen om kunstnerens oplevelser med mental uro, der smukt manifesterer sig gennem landskabet. Det fanger livets livskraft, men tilbyder også en mørk dybde, som mesterligt illustrerer, at skønhed og sorg ofte koeksisterer.